Kunsten at være kunst

Hvor smal skal kunsten være for at kaldes kunst? Og findes der et videnskabeligt holdbart kriterium for udvælgelsen af kunst?

af Mikael Otto Elkan Clausen 
(Specialestuderende ved Københavns Universitet)

Af og til har også jeg stået på Louisiana i Humlebæk, lidt uden for København og set på det store hvide lærred med det blå kvadrat og spurgt mig selv: "Hvorfor er det kunst?" - og ikke mindst: Hvorfor er lige præcis dét svært at svare på, når andre spørger om det samme. Kunst er noget, maleriet er, fordi det hænger på Louisiana, og derfor er det som regel heller ikke noget man taler om, men noget man bliver fortalt om af en guide eller sine venner og bekendte med kunstforståelse (hvad dét så er). 

Nye kunstformer som fotokunst og internettets muligheder for massedistribution rejser det samme spørgsmål. Visse medier kræver næsten, at man tager stilling til om kunstbegrebet er andet og mere end en gatekeeper-funktion, dvs. om kunst er mere end det de etablerede institutioner udnævner til at være kunst. Problemet ved f.eks. internettet og fotokunsten er massernes adgang til at kunne bruge medierne, og det får det håndværksmæssige til at forsvinde ud af mediets brug. På samme måde synes det håndværksmæssige at forsvinde ud af maleriet med den blå firkant. For hvad enten det er et lærred med maling på, et fotografi eller en hjemmeside med digte, så udbryder den forståelsessøgende læser: "Det kunne jeg også have lavet". - Men det gjorde du ikke, vil det prompte svar være. 

Men kunsten er vel andet og mere end et "først til mølle"-princip. Ellers vil hvert enkelt gøremål i hvert individs hverdag være kunst, taget i betragtning at de enkelte handlinger aldrig før er gjort af mig eller dig på dette eller hint tidspunkt. Og tror man på det enkelte menneske som et i tiden, unikt, biomekanisk subjekt, der udfører intentionelle handlinger med for andre subjekter perciperbare genstande i verden, så er vi alle både kunst og kunstnere, men det var vel ikke det vi ville opnå. For kunstnere som Johannes V. Jensen og Carl Nielsen hæver sig over den almindelige dansker på en anden måde. De kunne noget. Noget en eller anden Hansen eller Jensen ikke kan på sin hjemmeside.

Når håndværket forsvinder ud af kunsten - det der hævdes af institutionerne at være kunst - så forsvinder menigmands forståelse for at det er kunst. Med det hverdagssproglige kunstbegreb er der indforstået en kunnen. En evne hos den udøvende der er utilgængelig for den almindelige læser, og derfor forekommer som værende unik for det udøvende subjekt. 

Men at kunstnerens evner er utilgængelige for læseren betyder ikke at kunsten også skal være det. Håndværket må være synligt for at det i almindelig tale er omtalt som kunst. Derfor har fotokunst det svært. 

Men hvad mener man så med håndværk? Kokken og skomageren er vel ikke kunstnere, og litteraturen er jo heller ikke kunsthåndværk i samme forstand som en vase eller en skål synes at være det. Håndværket i litterær henseende synes mest at bestå i et overraskelsesmoment i forhold til læseren, ved f.eks. at præsentere et unikt sprog, en idé eller en form, der har elementer som den almindelige læser kan genkende fra sit eget sprog, men som alligevel ikke er det. Men kan en ny type middag være kunst eller en ny type sko? Der må ligge noget andet og mere i kunsten end et nyhedskriterium. Ellers er kunsten ikke andet eller mere end en social konstruktion, en samfundsmæssig konvention om at institutioner som Louisiana eller Gyldendal har vores anerkendelse til at definere og fremhæve, hvad der er ny kunst. Eller måske er det netop pga. af kvalitetens uigennemskuelighed at folk er så optagede af prisuddelinger og legater. Hvis det var åbenlyst hvad der var god kunst, så ville kunst-priser ikke kunne anvendes som argumenter for kunstens kvalitet. Men bliver Kongens Fald bedre af at Johannes V. Jensen fik Nobelprisen?

Institutionens forfald og læserens forståelser

Hvordan kom det til at et maleri med en blå firkant kan blive kunst? Hvorfor er det et kunstnerisk udtryk? 

Dadaismen var vel egentlig det afgørende opgør med den håndværksmæssige pertentlighed der affødte, at man kunne tillade stort set hvad som helst over for læseren, hvilket f.eks. ses i en efterfølgende konkretisme og modernistiske faser af litteraturen og andre kunstformer. Men dadaismen åbnede også for sårbarhed i læserens forventning om, at man får noget for sit engagement som læser. Læseren har en tillid til at teksten indeholder en sandhed der kan søges efter, og det er denne sandhed der i almen forståelse hævdes at være blevet relativ til det læsende subjekts egen opfattelse af teksten. Subjektets læsning og forståelse af teksten er den egentlig sande læsning og det udsagn stiller krav om svar fra de humanistiske videnskabers side: Hvorfor er det forkert at Fru Hansen genoplever sidste års tur til Mallorca når hun ser et maleri af Per Kirkeby eller læser et digt af Niels Lyngsø? Og hvorfor er Kirkebys maleri eller Lyngsøs digt kunst når Fru Hansen lige så godt kan klatte sig frem til en genoplevelse af Mallorca eller udgive sine Mallorca-digte på internettet?

Fru Hansens oplevelse er principielt heller ikke forkert. Den er bare ikke rigtig nok, og ser man på maleriet eller digtet som et intersubjektivt udsagn, så tæller Fru Hansens mening ikke nogen steder. Fru Hansen har ikke bedre forudsætninger for at sige noget om maleriet end så mange andre Hansener. Hvorfor maler Kirkeby så ikke hvad han mener, spørger Fru Hansen nu, eller hvorfor skriver Lyngsø ikke som Benny Andersen eller Vita Andersen - på et dejligt, klart og forståeligt dansk? Her må svaret være at kunsten er et sprog i sproget. Hvis ikke man forstår kinesisk, kan man så bede en kineser om at tale tydeligere eller udtrykke sig mere klart på kinesisk? Nej. Og selvom Fru Hansen forsøger at gengive, hvad kineseren siger, så har hun alligevel ikke forstået kinesisk, og hun har ikke sagt noget på kinesisk, lige såvel som hun ikke har sagt noget om sin tur til Mallorca ved at lege med Word 6.0 eller klatte sig frem til, hvad hun føler. For hun taler ikke kinesisk - eller kunstens sprog. Hvis kineseren kan se at Fru Hansen ikke forstår (ikke bidrager med den reaktion kineseren ønsker at opnå med kommunikationen) så vil han ty til et andet sprog - fagter, tegninger, udstøde lyde... etc. Hvorfor gør Søren Ulrik Thomsen, Niels Lyngsø, Per Kirkeby og alle de andre så ikke det? Det gør de ikke fordi akademikerne oversætter kunstens sprog for dem. Der er ikke andre fagter end dem de foretager. Der er kun det kropsløse sprog på papiret eller lærredet eller hvilket medie man vælger at udtrykke sig i. 

Derfor får vi også problemer med nye medier og kunstretninger. Fordi der skal være nogen til at forstå og oversætte dette medies sprog og form. Der skal være nogen der kan dechifrere fotografiets eller hjemmesidens kunstneriske kode. Og hvad værre er: Kunstens forståede udtryk bliver som følge heraf til enhver tid relativ til den akademiske oversættelse. Hvis en kunstner taler kinesisk og folkene på Louisiana ikke forstår kinesisk, så laver kunstneren ikke kunst, men er - i mangel af et mindre tåbeligt udtryk - forud for sin tid. (Albert Dam kan stå som et eksempel fra den danske litteratur.) Men selvom de på Louisiana forstod kinesisk - f.eks. et hvidt lærred med en blå firkant - hvor er kvaliteten i det så henne?

Er kunstkvalitet et akademisk spørgsmål

Skal man overhovedet tale om kunstens kvalitet i akademiske kredse? Er den akademiske tilgang ikke videnskabelig og derfor ikke-værdiladet? Hedder det ikke litteratur-videnskab og i almindelighed humanistisk videnskab? Jo, sådan burde det være, men ikke desto mindre er en forfatter som Jane Aamund ensom og forladt når det gælder en egentlig analytisk stillingtagen til hendes forfatterskab. Det forekommer mig i hvert fald evident at mere anerkendte forfatteres værker lynsnart optages i antologier og bliver ophøjede til at være en del af gymnasieskolernes pensa i dansk. Det kunne jo ellers synes værd at undersøge - især i denne tid hvor receptionsteori og læserfokus er i vælten - hvad der interesserer 200.000 danske kvinder. Ikke mindst fordi en institution der har litteratur og dansk som sit særegne videnskabelige genstandsområde ikke burde ligge under for modefænomener eller antipati over for dele af genstandsområdet. Det skal ikke forstås som en opfordring til at man, som i 60'erne-70'erne, skal til at svælge i socialteorier og marxistiske analyser af litteraturen, men fordi det er interessant hvis man kan udrede hvilke fænomener, der er styrende for at 200.000 danske kvinder køber Coloradodrømme. Der er ulige meget mere interessant end Søren Ulrik Thomsens svært tilgængelige, halvdepressive digte der kun købes af en håndfuld intellektuelle og en flok modebevidste studerende. Og det er endnu mere interessant at man ved at fokusere på Tafdrup, Thomsen eller Nordbrandt allerede synes at have fravalgt tekster fra forfattere som Aamund som værende den dårlige kunst - ugebladslitteratur i romanform - og ikke på samme tid tager en diskussion om kriterier for kunstnerisk kvalitet og selektion. Bevares, kvalitetsdiskussioner har været ført før, men disse diskussioner har været infiltreret i diskussioner om metoderigtighed og metodetilgang - navlepilleri, med andre ord. Hvorfor giver man ikke, en gang for alle, Aamund nogle akademiske tæv og viser læserne hvor usammenhængende og naiv en roman som Coloradodrømme er.

Videnskabelig latter

Hvordan kan de humanistiske fag, der beskæftiger sig med medier og kunstneriske udtryk, hævde at være videnskabelige og samtidig selektive mht. deres genstandsområde. For tillader man selektion, så tillader man også eksklusion af dele af genstandsområdet, og så har de humanistiske videnskaber en langt større finger med i spillet når man f.eks. skriver litteraturhistorie. For så skaber institutionerne den danske kulturs mediehistorie og kunsthistorie - og den humanistiske videnskab bliver intet andet end en social konstruktion, et modefænomen der antageligt er lige så tåbeligt og upraktisk som al anden mode. Og hvad værre er: Vores storebror, naturvidenskaben, vil fortsat grine ad os, for med kritikløs eksklusion og selektion af genstandsområdet, vil de litterære- og medie-orienterede videnskaber aldrig kunne kalde sig videnskaber.

Artiklen blev bragt i Reception (Tidskrift for Nordisk Filologi, Københavns Unversitet)

ARTIKLER

/artikler/

• Carl-Mar Møller - voksenklovn eller provokatør
• Den blodløse krig - Irak og Afghanistan
• Det er da helt vildt dårligt engelsk! - om at tekste film
• Det gælder om at holde sig i luften
• Edb-lokalet - en beretning om it's ulyksalige indtog i skolen
• Employee engagement - HR og kommunikation
• Forstå hinandens sprog
• Gammeldaws med nyklippede kanter
• Kunsten at være kunst?
• Man skal kunne spille på alle tangenter
• Mellem to verdener - fiktion og virkelighed i fortællingen
• Netværk som virksomhed, TYPO 3
• NLP - en kritisk vinkel
• Paven ramt af engelsk syge
• Religionen i rendestenen
• Spindoktor - en afmystificering
• Storytelling til tælling?
• Sæt dit fingeraftryk
• Tekster som produkter
• Undgå brandslukning

Nyt i forum

Spørgehjørnet : Kærlighed og kælling

Info til og fra elkan.dk : Forum nulstiller i 2011

Spørgehjørnet : T på vigtig

Generelt : Bedste-pangram quiz

Spørgehjørnet : T på vigtig

Spørgehjørnet : Symboler e-mail

Spørgehjørnet : Symboler e-mail

Spørgehjørnet : at lade som (om)

Spørgehjørnet : at lade som (om)

Spørgehjørnet : at lade som (om)