Forståelse er 80% kropssprog...?

Hej Mikael
Hvad er så egentlig "forståelse" for en størrelse?
I bogen "Brug din hjerne til en forandring" skriver NLP grundlæggeren Richard Bandler om "forståelsens submodaliteter".
Submodaliteter er kvaliteten af de indre sanseforestillinger dvs. indre billeder, lyde, følelser, lugte, smag. Eksempler på auditive submodaliteter er toneleje (høj, lav), lydstyrke, melodi og eksempler på visuelle submodaliteter er lysstyrke, farve (s/h!), stillbillede/film, kontrast, afstand (størrelse).
Bandler fandt ud af, at en person som oplever forståelse bruger andre submodaliteter end ved manglende forståelse. Ved at bruge forståelsens submodaliteter i stedet for submodaliteterne for manglende forståelse (skifte submodaliterne) sker der en ændring, så personen oplever forståelse.
Et eksempel fra bogen er en avanceret matematisk ligning, som de fleste vil forholde sig uforstående overfor, men ved at finde sine "forståelses-submodaliteter" og overføre dem til oplevelsen af matematikformlen kan man få følelsen af forståelse og ser nu formlen som meningsfuld - et bedre udgangspunkt for at lære matematik!!
Og hvad har det så med kropssprog at gøre?
Måske har vi en (medfødt?) signalforståelse i vores kropssprog/måde at bruge kropssproget.
I 50´erne og 60´erne forskede især amerikanske psykologer i "interpersonal behaviour" og studerede filmoptagelser af kommunikerende mennesker/grupper af mennesker.
Et af de mange forskningsresultater var iagttagelser af, hvordan mennesker "matcher" deres kropssprog og tonefald, når de havde opnået god kontakt - tillid og forståelse - med hinanden.
I NLP har man gjort tilsvarende studier og gået et skridt videre til at udvikle matching-teknikker. Altså at finde anvendelse af den opnåede viden.
Jeg har ikke hørt at forståelse er 80% kropssprog, men i løbet af de sidste ca. 30 år er jeg en del gange blevet undervist i en fordelingsmodel som siger 55% kropssprog, 38% stemmeføring og 7% ord. I de fleste tilfælde er det blevet serveret som et (akademisk!) forskningsresultat, som giver et fingerpeg om kropssprogets store betydning.
Jeg har naturligvis stillet spørgsmålet:
Hvor ved man det fra? men har kun en enkelt gang fået svar - af en psykolog, der underviste på en uddannelse i systemisk terapi.
I bogen "Introduktion til NLP" af Joseph O´Connor & John Seymor (1990) bliver modellen gengivet med en kildehenvisning:
Mehrabian og Ferris, "Inference of Attitudes from Nonverbal Communication in Two Channels" i The Journal of Councelling Psychology vol. 31, 1967, pp. 248-52.
Mon ikke fjeren er blevet til flere høns i årenes løb, og det er da lidt nemmere at huske "ca. 80%", og budskabet er vel godt nok både akademisk og folkeligt.
Videnskabeligt kunne det i sandhedens interesse være spændende med en opfølgning!
Venlig hilsen
Mogens Holm


The Journal of Councelling Psychology

Hej Mikael og andre læsere
Ved at søge (GOOGLE m.fl.) på Mehrabian og Ferris ses en mængde omtale af emnet.
Jeg har tidligere henvist til NLP-linket "Neurosemantic" som righoldigt og interessant i forhold til NLP, sprog og psykologi.
Se artikeloversigten på denne hjemmeside!
På "http://www.neurosemantics.com/Articles/Non-Verbal_Communica tion.htm" ses en artikel som omhandler verbal og nonverbal kommunikationsforståelse bl.a. med henvisning til Mehrabian og Ferris - "Blasting Away An Old NLP Myth About Nonverbal Dominance".
Jeg har ikke fundet nogen bedre artikel om emnet end denne. Og det er ikke fordi jeg er NLP fagidiot!
Nerosemantic er en aflægger/videre-ud-eller-ind-vikling af "klassisk" NLP, og grundlæggeren, Michael Hall, har i flere år været den måske mest produktive forfatter og NLP-udvikler. Han er en omstridt personlighed med blandet anerkendelse i "NLP-verdenen". Han er uddannet psykolog, dr. phil, kognitiv psykoterapeut og meget bredt vidende indenfor psykologi, sprogvidenskab og filosofi.

For mig er det ikke så interessant hvilket størrelsesforhold, der eksisterer mellem kropssprog og verbalt indhold.
Men jeg er optaget af, at der findes 2 divergerende opfattelser, som hver for sig har store konsekvenser for den mellemmenneskelige relation.

Retning 1:
Lyt til og forhold dig kun til ordene som de bliver talt (eller læses!). Det kan være respektløst, at tolke på ubevidste signaler, som du reelt ikke kan kende betydningen af.

Retning 2:
Ord kan ikke udtrykke virkeligheden. Læs eller lyt til det, der er mellem ordene (linierne), observer nonverbale reaktioner. Ord er kun til for at fremkalde nonverbale reaktioner, som mere præcist udtrykker virkeligheden.

Retning 1 styrer henimod en ligeværdig dialog, hvor "den bedrevidende/eksperten" fralægger sig magten og respekterer den anden persons ret til at finde egne løsninger og udtryksformer.

Retning 2 styrer henimod et ulige magtforhold, hvor eksperten bruger sin "viden" om den anden person til at rådgive, belære, manipulere eller "reparere".

Det er tankevækkende, at en fordelings% for forståelsen af Verbal/nonverbal kommunikation kan overleve i foreløbig 37 år og stadig bærer et "sensationsbudskab" i sig.
Det ser ud til at være en god historie for folk og akademikere - det er ganske vist.

med venlige tanker
Mogens Holm

Det er jo interessant hvordan et resultat i den grad kan bruges til mangt og meget.

http://www.kaaj.com/psych/smorder.html

Lone Laursen viste ved et af sine foredrag at gestik og kropssprog klart er en del af vores talesprog, fx kan vi holde pause med en bevægelse og vise at vi ikke var tilfredse med det svar vi fik, men forventer at der kommer en ny forklaring.

Jeg tror ikke man skal opgøre det i procenter, men at at kropssprog oftere tages i brug når forståelse opfattes som problematisk at opnå og talesprog egner sig bedre til at abstrakt tale.

Ellers vil jeg da gerne se en mime det periodiske system, Habermas' samfundsteori eller Einsteins relativitetsteori, omvendt kan det være svært at forklare hvordan man samler en Legofigur.

Originally posted by Mogens Holm  Hvor meget (mange %) forståelse kan man så spørge om! Hvad er det mindste kropssprog, som kan give tilstrækkelig forståelse?

Det er et interessant spørgsmål  og vel lige netop her at Wittgenstein laver sin kovending fra Tractatus til §-samlingen Filosofisk Undersøgelser. Tegnet (i bred forstand) er kun betydende i sin brug og vi kan ikke borttænke det fra en kontekst.

Jeg har aldrig fået bekræftet anekdoten, men Wittgenstein skulle have diskuteret sin opdeling af alle elementer i bestemte betydninger med en kollega, hvor kollegaen tilfældigt skullet have slået hånden ud og spurgt "hvad betød det?". Wittgenstein skulle her have set at betydningen ikke lå i bevægelsen, men i det de blev enige om bevægelsen betød..

Originally posted by Mogens Holm Spørgsmålet er om fælles forståelse er mulig.

Som udgangspunkt mener jeg: Nej, men fælles gøren er mulig, og denne gøren kræver et fælles sprog som kræver forståelse for vores gensidige gøren, som vi grundlæggende får igennem vores forældre. Forældre er nøglen til at forstå andre end en selv. Sprog er først og fremmest et kollektivt fænomen. Det er ikke noget man kan have alene. Derfor kan man sige at visse forståelser ikke kun kan være mine egne, men både er mine og andres på samme tid. Det jeg kan have for mig selv er den måde jeg vælger at forstå eller iagttage en genstand på.     

Men selvom vi bliver enige, er vi altid efterladt med svaret og ikke den talendes tanke, hvilken vi vel antager vi har hver for sig.

Subjektet, jeget, individet er lukket inde i sig selv, optaget af sin bevidsthed og sit indre liv. Forældre kan fortælle deres børn om alle de fejl de selv begik, om børnene "lytter" er deres egen sag.

Psykologen kan tale med klienten, men dybest set er det klienten selv der "er psykologen". Klienten må først forstå psykologen og derigennem forstå sig selv på en ny måde.